Willy R. Eliasen

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Willy R. Eliasen

Willy Reinhold Eliasen (født 25. marts 1942) er borgmester i Egedal Kommune pr. 1. januar 2010. Han var borgmester i Stenløse Kommune inden kommunalreformen. Willy Reinholdt Eliasen er født i 1942 i Sønder Onsild ved Hobro. Han blev uddannet som elektriker, hvilket gav brød på bordet i ni år. Efter at være flyttet til København i 1961 i forbindelse med tjeneste i Livgarden, skiftede Willy Eliasen bane i 1965 for resten af sit arbejdsliv at være beskæftiget ved politiet. Først med tjenestested på Svendsgade politistation på Vesterbro, siden som chef for kriminalpolitiet i Glostrup. Han har beskrevet tiden på Vesterbro som meget lærerig, og måske førte disse oplevelser til det senere engagement vedr. Kofoeds Skole.

I 1978 bosatte Willy Eliasen sig sammen med hustruen Kirsten og de to døtre i Stenløse, hvor han blev medlem af Venstre i 1982. Gennem årene indtog Eliasen flere tillidsposter - som formand eller som medlem af bestyrelsen - og på denne baggrund var han en af de centrale personer bag udformningen af partiets politik og strategi på lokalt plan. Det var derfor meget naturligt, at Willy Eliasen opnåede det ret sjældne at blive opstillet som spidskandidat for Venstre ved sin første opstilling til Byrådet i 2001. Da valget resulterede i det flotteste personvalg i kommunens historie, kunne han tage borgmesterposten tilbage fra de konservative.

Selv om Willy Eliasen kun fik en enkelt periode (dog på fem år) i Stenløse Byråd, skal hans indflydelse på kommunens udvikling ikke undervurderes. Som ny borgmester fik Eliasen hurtigt skabt et samarbejde med byrådets partier, således at Stenløse Kommunes sidste fem år fungerede på det samarbejdende folkestyres grund. Med 32 års politiske fløjkampe i Stenløse som hidtidig erfaring var hans indsats fremragende, og selv om man ikke kan beskylde ham for at være tålmodig og rund, lykkedes det at fastholde den afstukne kurs. Det er derfor meget betegnende, at Stenløse Kommune og Willy Eliasen blev frontfigurer for hele Danmark på energi- og miljøområdet via projektet Stenløse Syd. Rockwoolfondens hæderspris blev det synlige bevis på det markante resultat.

Willy Eliasen er ikke bange for at tage særstandpunkter og fremsætte kontroversielle synspunkter, og selv om det ikke altid medfører popularitet, står han ved sine meninger. Man kan altid stole på, at en aftale med Willy holder. Efter borgmesterperioden i Stenløse var der lagt op til en fortsættelse af hvervet i den nydannede Egedal Kommune, men et svigt fra egne rækker betød, at titlen i Egedals første valgperiode blev 2. viceborgmester og formand for Teknik- og miljøudvalget.

Willy Eliasens liv er ikke kun politik. I sin fritid er han en ivrig motionist, som var med til at stifte SØAM (Stenløse/Ølstykke Atletik og Motion). Desuden fylder familielivet med fire børnebørn meget i den aktive pensionists tilværelse.

Willy Eliasen, trækker sig fra posten i Egedal Kommune et lille år før tid. Det sker den 31. januar 2017. Den 1. februar overdrager han borgmesterstolen til sin partifælle Karsten Søndergaard, der hidtil har været formand for Børne- og Skoleudvalget. Willy Eliasen fortsætter dog som menigt medlem af byrådet.

Ordener og hæderstegn Willy Eliasen er hædret med Ridderkorset, Politiets hæderstegn og Beredskabsforbundets fortjenstmedalje. Se > Portræt af Willy Eliasen

Kilder og litteratur

Sammen med Peter Hansen står Willy Eliasen bag udgivelsen af: Aage Krogsdam (red.): Frænde er frænde værst. Stenløse i rødt og blåt - et politisk tidsbillede gennem 37 år, 2008


Forfatter: Peter Hansen

22-10-2008