Ølstykke Station

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Ølstykke Station ca. 1910. Foto: Ølstykke Lokalarkiv



Station skaber by

Ølstykke Station åbnede den 17. juni 1879 sammen med Frederikssundbanen. Stationen blev bygget ved Udlejre landsby, fjernt fra Ølstykke landsby, fordi det var på postvognens rute mellem Hillerød og Roskilde. Efterhånden voksede Ølstykke Stationsby op omkring stationen og den oprindelige landsby blev til Gammel Ølstykke. Stationsbygningen var tegnet af arkitekt S.P.C. Bendtsen (1842-1912), der tegnede flere af stationerne langs banen. De samme tegninger er anvendt i Herlev, Måløv, Veksø og Ølstykke. Bygningen bestod af en mindre ventesal med toilet, billetsalg, posthus, tjenestebolig til stationsforstanderen og et mindre pakhus.


Fra kreaturer til Fort Knox

Trafikken på Ølstykke Station var først og fremmest af hensyn til landbruget. Der var transport af mælk til København, levende kreaturer til slagtning og andre landbrugsprodukter. Returvarer var foderstoffer, kunstgødning og varer til fx brugsforeningen. Der var to godsspor med læsseramper.

Der blev tidligt anlagt et krydsningsspor, og ved overgangen til S-tog i 1989 var Ølstykke Station krydsningssted for den enkeltsporede S-bane. Med anlæggelsen af dobbeltspor blev der bygget en gangbro mellem de to perroner, og stationsbygningen blev revet ned. Desuden blev den gamle hovedvej kappet over og et svingende vejforløb med opstemning af jorden til banedæmningen blev etableret. Byggeriet går angiveligt i folkemunde under navnet "Fort Knox".

Selve stationen er et åbent parkeringsområde, mere et anlæg end en station. Den nuværende udformning blev indviet sammen med dobbeltsporet den 14. september 2002.


Kilder og litteratur

Svend Esbech: Ølstykke til alle tider, 1994, 73-74

Knud B. Christoffersen: Banen sætter spor. Frederikssundbanen i 110 år 1879–1989, 1989

J.S. Hjort Eriksen, Bent Schrøder og Bent Stiesdal (red.): Livet langs banen. Med Frederikssundsbanen i 100 år, 1979


Oprindelig forfatter Thyge C. Bro

22-03-2007