Hvideslægten
Hvideslægten var den mægtigste og mest ansete stormandsslægt i dansk middelalder. Slægten er opkaldt efter Skjalm Hvide, der døde ca. 1113. Den brugte ikke selv Hvide som slægtsnavn. Betegnelsen skyldes senere slægtsforskeres forsøg på at skabe en sammenhæng mellem flere slægter, der giftede sig ind i hinanden.
Hvideslægten optræder i kong Valdemars Jordebog fra 1231 og den havde jordbesiddelser overalt på Sjælland. Ingen anden dansk slægt har appelleret så meget til fantasien og efterladt så mange legender i historien.
Her på egnen er Hvideslægten først og fremmest knyttet til Knardrup, hvor den ejede hovedgården og det senere kloster. Et medlem af slægten var også Anders Olufsen Mundskænk, som havde jord i Stenløse og derfor forbindes med Sankt Mortens Kapel. Desuden er Ganløse gods og Bastruptårnet sat i forbindelse med Hvideslægten.
Kilder og litteratur
Marianne Johansen og Helle Halding: Thi de var af stor slægt. Om Hvideslægten og Kongemagt i Danmarks Højmiddelalder, 2001
Oprindelig forfatter: Thyge C. Bro
02-08-2005