Ove Jørgensen

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning



Ove Jørgensens nye Superland og hans gamle forretning, Byvej 1-3, set mod nord februar 1971

Købmand Ove Jørgensen (1899-1979) kom til Stenløse i 1926 som bestyrer og medejer af en købmandsbutik. I 1957 overtog han forretningen på Byvej 3 som eneejer. Som en del af forretningen var salg af alle former for grovvarer som korn, foderstoffer, trælast, koks m.m. I takt med udbygningen af Stenløse voksede navnlig handelen med alle former for byggematerialer. Forretningen var igennem alle årene en blandet landhandel.

I 1968 åbnede Ove Jørgensen et nyt, moderne supermarked med selvbetjening på Byvej 1. Først Oceka, senere Superland. Bygningen var første etape af det senere Stenløse Center. Den nye bygning var bygget således, at den i forhold til planen for Stenløse Center faktisk lå på første sal. Lageret i den daværende kælder var forberedt til nyt supermarked, når Byvej, den senere Centergade, blev sænket til sit nuværende niveau.

Superland måtte på sigt opgive at fortsætte på grund af konkurrencen fra landsdækkende kæder. Ove Jørgensens enke solgte forretningen i december 1983. I lokalerne kom derefter Jysk Sengetøjslager og i dag et fitnesscenter. I gadeplan ligger i dag en restaurant, en kombineret skomager og nøglebar, et renseri og en kebab-bar.

Den oprindelige købmandsbutik blev bygget om til isenkram og byggemarked. Den blev revet ned i forbindelse med udbygningen af Stenløse Center i 1985.

Kilder og litteratur

Nils Erik Andersen og Bent Stiesdal: Til Stenløse Kommune.
Om tilflytningen ca. 1945-72, 2001, 32, 52

Lokalavisen Ugenyt 23.3.1975; 21.3.1979; 25.9.2007


Oprindelig forfatter:Thyge C. Bro

03-10-2007