Borgmesterkæden fra Stenløse
Borgmesterkæden fra Stenløse er lavet af sammensatte sølvkryds og runde guldringe med seks guldplaketter. Den bærer på kommunens våbenskjold, der er udført i emalje af guldsmed Frank Müller, Stenløse. På guldplaketterne står kommunens seks bysamfund anført, Stenløse, Ganløse, Veksø, Slagslunde, Søsum og Knardrup.
Byvåbenet fører de to hjelme, der blev fundet i 1942 ved Veksø, i den sydlige del af kommunen. Desuden indgår ni egeblade, der symboliserer egeskovene i den nordlige del af kommunen.
Sølvkrydsene symboliserer, "at veje krydses", hvilket de hele tiden gør i en kommune.
Initiativet til kæden blev taget af en gruppe lokale erhvervsfolk. Kæden blev overdraget til daværende borgmester Willy R. Eliasen ved en højtidelighed i byrådssalen på Stenløse Rådhus den 13. september 2002.
Nu opbevares kæden på Stenløse Rådhus.
Se også Byvåben for Stenløse Kommune
Kilder og litteratur
Aage Krogsdam (red.): Frænde er frænde værst. Stenløse i rødt og blåt - et politisk tidsbillede gennem 37 år, 2008, 98 og bagside
Oprindelig forfatter: Willy R. Eliasen
20-10-2008